Californisk Pinot Noir
For nylig deltog jeg i en Californisk Masterclass om Pinot Noir-druen. Druen kom for alvor på alles læber, da filmen, Sideways, havde premiere i 2004. Men hvorfor er Pinot Noir blevet så populær en drue? Hvad er dens historie, og hvad kan man generelt sige om druesorten? Læs med her.
Den amerikanske dramakomedie, Sideways, er bygget over Rex Picketts roman af samme navn og handler om to mænd i midtvejskrise. Miles og Jack kører gennem det californiske vinlandskab, hvor der skylles masse af vin ned som optakt til Jacks forestående bryllup. Ikke mindst Pinot Noir-druen behager de to mænd, og sammenfaldende, eller måske i direkte konsekvens af filmens popularitet, blev tilplantning af druen i Californien mere end fordoblet på bare seks år. Samtidigt fik Merlot-druen i samme film dødsstødet, hvilket også har sat mærkbare spor i salget heraf.
Hvis ikke du allerede har set filmen, så er den stadig gangbar næsten 10 år efter premieren – især hvis den skylles ned på en god Pinot Noir.
Da vinen kom til Californien
Det var spanske missionærer, der bragte vinen til Californien. De kom ridende på æsler fra Mexico og plantede vinstokke for at omvende de vilde cowboys i nord. Druen, de plantede, fik navnet, Mission, og af den lavede man alle vin-typer: rød, hvid, rose samt søde og fortificerede vine. Mission vokser stadig i Californien, men udgør en meget lille andel af områdets produktion.
Hvor missionærerne havde et religiøst mål med deres vindyrkning, så det anderledes ud for den ungarske greve, Harazty, der som den første importerede og plantede 100.000 europæiske vinstokke i North Coast. Dermed blev grundstenen lagt til mange af de druesorter, vi i dag kender i Californien.
En vanskelig drue
Pinot Noir var med fra starten, men har stået i skyggen af de to langt mere populære druer, Cabernet Sauvignon og Merlot. Som allerede omtalt var det filmen, Sideways, der for alvor satte gang i efterspørgslen. Årsagen til druens begrænsede popularitet forud for Sideways skal også findes i det faktum, at den er vanskelig at dyrke og kræver håndelag og talent for at få kvalitet ud af.
Druen vokser bedst i kølige områder, hvor forskellen mellem dag- og nattemperaturer ikke har alt for høje udsving. Dette er årsagen til, at druen i Californien trives bedst ved de kystnære strækninger, hvor den modner optimalt på grund af solens varme, men fastholder sit bid og friske syre som følge af de kølige briser fra Stillehavet og morgentågen, der lægger sig ind over bugten.
Fællestræk ved Pinot Noir-vine
Pinot Noir-druen betragtes som højdepunktet for mange vinmagere. Kan man mestre den, kan man mestre det meste. Derfor er den også plantet i stort set alle verdens vinområder, pånær de allervarmeste. En generalisering er måske forkert, men skal man pege på nogle fællestræk, vil Pinot Noir-vine typisk være med medium til høj alkohol, frisk syre og sødmefulde frugtaromaer, og både røde og mørke bær afhængigt af grosted. Den tørre rødvin udmærker sig ved sin ofte lyse farve, medium fylde og bløde tanniner. Druen fungerer rigtig fint sammen med lagring på fad, så længe dette ikke overgøres. Desværre kan der oversøisk være en tendens til at lagrer for længe og på for nye fade, hvilket helt maskerer druens egen aromaprofil. Helt afgørende for kvaliteten er køligheden i klimaet og jordbundens beskaffenhed. Druen siges at udtrykke jordbunden meget præcist.
Der er ingen tvivl om, at Pinot Noir regnes som en af de ædleste druer og dermed også som en af de fineste. Dette har både affødt højere priser samt en vis ’højtidelighed’, i nogle kredse, forbundet med at drikke Pinot Noir.
Fransk Pinot Noir
Pinot Noir har været dyrket i Bourgogne i Frankrig siden det 4. århundrede og efterstræbes af såvel vinproducenter som Pinot Noir-aficionados. Dette har øget druens popularitet, og der findes i dag mere end 50 kloner af denne. Kloner er vigtige i forhold til Pinot Noir, fordi druen er modtagelig for råd og uens modning samt vira. Druen klarer sig særligt godt i koldklima-områder, hvilket netop har været en af bevæggrundene for at dyrke den i Bourgogne, der ligger i den køligste klimazone for druedyrkning. Den kendes på sine røde frugter, hindbær og jordbær, samt på evnen til at udtrykke det terroir, den vokser i. Som i Californien producerer den vine med frisk syre og ikke mindst røde frugtaromaer, men har i Bourgogne et raffinement og en kompleksitet, der sjældent finder sin lige uden for området. Til gengæld er der stor årgangsvariation og større kvalitetsforskel – eller sagt med andre ord; mindre genkendelseseffekt end i andre vindistrikter.
Californien som vindistrikt
USA er verdens 4. største producent af vin. I alt findes der 3.400 vinproducenter, og langt størstedelen er placeret på vestkysten. Man plejer at omtale Californien som ét og samme distrikt, men faktisk strækker området sig over 1.100 km, hvilket naturligt giver en lang række klimatiske og jordbundsmæssige forskelligheder. Der dyrkes vin langs det meste af strækningen, og en fællesnævner er manglen på regn, hvilket betyder, at kunstvanding er et udbredt fænomen.
Vinområderne er inddelt i fire regioner: North Coast, Central Coast, Central Valley og Sierra Foothills. North Coast omfatter de mest kendte områder, som eksempelvis Napa Valley, Sonoma Valley, Russian River, Dry Creek, Alexander og Carneros.
Kend din californiske Pinot Noir
- Druen bruges udelukkende til rødvin og til fremstilling af mousserende vine, hvor eftergæringen sker i flasken som i Champagne-distriktet.
- Typiske smagsnoter er: solmoden frugt, selvom vinen er tør: hindbær, jordbær, kirsebær, blomme. Herudover tørrede frugter som figner, svesker. Nogle vine har en vis spicyness eller røgede noter. Med alderen opnår den skovbundskarakter og lædernoter.
- Mad: Det er meget vanskeligt at generalisere, når det kommer til mad, da den californiske Pinot Noir kommer i en lang række fortolkninger, og afhængigt af stilen anbefaler husene alt fra barbecue til vildt. Spørg dig frem.
- Gå efter vine fra områder, hvor der er kølighed: Sonoma Coast, Carneros Russian River og Mendocino er gode bud. Santa Barbara i den sydlige del, hvor Sideways blev optaget, har også mange gode Pinot Noir-vine.
- Prisleje: Over 120 kr. Californisk Pinot Noir bliver aldrig helt billigt og kan slet ikke konkurrere på pris med andre druer i dagligvarehandlen. Der udbydes Pinot Noir-vine i Danmark fra omkring 70 kr. og opefter. Vi skal dog på den anden side af 120 kr. for at vinene begynder at blive interessante – i det mindste som gemme-vine.
Gode producenter
Til smagningen, som jeg deltog i, var der kun en brøkdel af de mange dygtige producenter, som vi finder på det danske marked. Generelt må jeg anbefale, at man køber sin Pinot Noir i specialhandlen, hvis man vil ofre på vinen. Der kan man få vejledning omkring lagring og ikke mindst sammensætning til mad. Et par gode huse at kigge efter vil være:
- Rodney Strong hos www.skjold-burne.dk
- Freeman Vineyards &Winery www.copenhagenwine.dk
- Copain Winery www.bergman.dk
- Schug www.kbvin.com
- Siduri www.suenson.dk
- Flowers Vineyard & Winery – www.vinspecialisten.dk
Fransk Aperitif og Marked ved Torvehallerne d.14.-15. juni
Den 14. og 15. juni er der fyldt med fransk markedsstemning ved Torvehallerne med masser af stader med franske produkter samt bistroer og barer. Adgang er gratis. På madbillet.dk kan man købe et smagesæt bestående af et flot Holmegård vinglas og 4 poletter for 100 kr. , som kan indløses på staderne mod et glas vin eller noget til ganen.
« Apéritif à la française » er en begivenhed der arrangeres af Sopexa* og finder sted for 10. gang i storbyer fordelt over hele verden. København har været så heldig at komme med som den 10. storby i anledning af 10 årsdagen sammen med Berlin, Dubai, Hong-Kong, Milano, Montreal, New-York, Paris, Sao Paulo og Tokyo.14. og 15. Juni 2013 på Israels Plads foran Torvehallerne For at sætte fokus på ”Apéritif à la française” arrangerer Sopexa* to dage med fransk apéritif og marked ved Torvehallerne, Københavns kulinariske smørhul. I et stort telt ud mod Frederiksborggade kan man købe forskellige franske lækkerier. Restauranten ”Un Mercato” skifter i anledning af dagene navn til ”Bistro du Marché” og vil bl.a servere franske klassikere som grillkylling, som den fås på alle franske markeder. ”Ma Poule”, som har stade i Torvehallerne vil lave pladsen uden for stadet om til fransk bar med servering af franske vine og små anretninger. Både fredag og lørdag bliver der også livemusik på pladsen og lørdag kommer der en tegneserietegner – Thierry Capezzone – som vil tegne karikaturer i bedste franske stil. Smagesæt Under de to markedsdage, vil der blive mulighed for at købe et smagesæt bestående af et flot smageglas fra Holmegård fra Perfektion-serien og 4 poletter, som kan indløses til et glas vin eller noget spiseligt fra standene. Smagesættet koster 100 kr og kan bestilles i forvejen på: madbillet.dk. Udskrift af kvittering medbringes. Se hvilke firmaer, der er med på fransk aperitif og marked på facebook.com/franskaperitif. Fransk madkultur har for danskerne altid stået som noget unikt, for selv om de nordiske råvarer er dejlige, er sæsonen kort, og så er det rart at kunne supplere med lækre varer fra sydligere himmelstrøg, såsom oliven, tomater, artiskokker og meget andet. Der er heller ingen tvivl om, at franskmændene er eksperter, hvad angår de ekstraordinært gode spegepølser, vildtpatéen med den helt rigtige smag eller ansjoserne i olie, som kan bruges som smagsgiver i alt muligt. Det franske køkken har danskerne taget til sig for lang tid siden, når de selv skal lave mad, men der er en anden meget vigtig del af et fransk måltid, som danskerne ikke kender så godt endnu. Det er den franske apéritif, som i Frankrig indleder ethvert festligt måltid. Det kan være alt fra en Pernod med oliven, (hvem husker ikke det fra ferien i Sydfrankrig), en kir, et glas crémant eller hvidvin med alt fra snacks, canapéer, østers og meget andet – kun fantasien sætter grænser. Hele denne franske markeds- og apéritifstemning kan man opleve den 14. og 15. juni ved Torvehallerne. For flere informationer, kontakt Dorte Pontoppidan, PR ansvarlig, Sopexa Foto: Pont de la Tournelle – Paris 5 – © Daniela Jeremijevic Tegning : Gustav Pontoppidan
*Sopexa er marketing- og konsulentbureau for franske fødevarer, vin og livsstil |
Kvinder trænger ind i vinens verden
THOMAS ILKJÆR, VINANMELDER, arrtikel fra Politiken, den 10. februar, 2013:
Vinnetværk for kvinder, vinklubber kun for kvinder og en vinbog mest til kvinder. Er der en kønsrevolution på vej i den mandsdominerede vinverden? Og er mænd og kvinders tilgang til vin virkelig så forskellige? Spis&Bos vinskribent tager en pejling.
For et par uger siden lå der en mail i indbakken. ’Første vinsmagning kun for kvinder i 2013’ proklamerede overskriften. Afsenderen var importøren Laudrup Vin & Gastronomi, og dette tilbud skilte sig jo unægtelig ud fra de traditionelle salgsmail, så jeg åbnede den, selv om jeg jo med det samme kunne se, at jeg ikke tilhørte målgruppen. Fireretters menu, ni tilhørende vine fra Australien og løftet om at lære noget i »smukke maritime omgivelser«. Men altså kun for kvinder. Hvad pokker er meningen? Marketingkoordinator Helle Herskind forklarer:
»Vi fik efterhånden en del opfordringer fra vores netværk og kunder til at arrangere vinsmagninger kun for kvinder, og det har været en stor succes. Deltagerne virker begejstrede for et vinforum, hvor man slipper for bedrevidende mænd og med en god blanding af hygge og lærdom«.
Det med mændene kan Nana Wad, pr & communication manager hos vinfirmaet Kjær & Sommerfeldt, godt nikke genkendende til:
»Jeg holder en masse smagninger, og der er meget ofte en, der skal stille et helt uinteressant spørgsmål om for eksempel, ved hvilken temperatur druerne er høstet. Og jeg er ked af at sige det, men det er altså altid en mand«.
Viden giver sociale point
Wad udgav sammen med Annette Roesbjerg i efteråret ’Kend din vin kvinde’, en håndbog om vinens verden med et klart østrogenpåvirket snit – fra den lyserøde farve til omslagets glas med læbestift. Mens Wad betoner, at dette på ingen måde er en bog for ’dumme blondiner’, og at det er vigtigt at være lige så seriøs i sin kommunikation til kvinder som til mænd, er tonen dog en anden end i de fleste andre vinbøger.
»Bogen kan sådan set lige så godt læses af mænd, men vi udnyttede en mulighed for at beskrive vinens verden med større brug af det, man kunne kalde kvindelige referencer. Der tales meget om den maskuline vinverden, men for mig at se er vin i bund og grund mindst lige så meget noget, der refererer til feminine eller bløde værdier, hvis vi endelig skal bruge de begreber. Vin handler om sanser, om passion, om fantasi og om følelser«. At kvinderne generelt har en anden tilgang til vin, bekræftes også af Henrik Smidt Hansen, der forestår smagningerne hos Laudrup Vin & Gastronomi:
»Lidt firkantet sagt er mænd mere til point, etiketter og terroirforhold i Moseldalen. Kvinderne er mere umiddelbare og ærlige i deres kommentarer og noget bedre til at lytte uden nødvendigvis at lade sig påvirke. Mændene sidder mere med deres smartphones og skanner etiketten og ved på forhånd, hvad de mener om vinen«.
Malene Smidt Hertz, der er vinkonsulent og vinanmelder på Go’morgen Danmark, er inde på noget af det samme.
»Kvinderne er mere no nonsense-agtige. De er mere interesserede i præcis det, der er vigtigt for dem, og ikke så meget alle detaljerne. De er mere umiddelbare i deres analyse af vin og tillader sig selv at ’føle noget’ i forhold til en vin«.
Hvis vi nu for et øjeblik antager, at disse generaliserende observationer er korrekte, hvilke årsager er der så til forskellen?
»Jeg tror, at det har meget at gøre med, at det, vi kan kalde den tekniske eller nørdede viden om vin, ikke giver de samme sociale point hos kvinder som hos mange mænd. Ligesom det i visse sammenhænge som mand er godt at vide noget om for eksempel ure eller flyvemaskiner, er der status i at vide noget faktuelt baseret om vin. Det har jeg fuld respekt for – og har endda også nydt godt af det i mange sammenhænge«
Manden vælger vinen
Er ’Kend din vin kvinde’ og kvindespecifikke vinsmagninger en del af en trend? Er vi på vej ind i en periode, hvor kvinderne i langt højere grad end tidligere vil være med til at lege, men på deres egne præmisser i en redefinering af vinens budskab?
»Løgismoses/Magasins vinklub kun for kvinder, som jeg holder smagninger for seks gange årligt, er på et halvt år vokset til at have 450 medlemmer, og de er meget interesserede og spørgende og især fokuserede på, hvorvidt en given vin passer til lejligheden og mad«, mener Thilde Maarbjerg, der er restaurantchef og sommelier på Kong Hans Kælder og blandt andet har vundet det nordiske mesterskab for sommelierer i 2007.
»Omvendt ser jeg ikke den store forskel på restauranten over det seneste tiår. Muligvis skifter vinkortet lidt oftere hænder end tidligere, men i 90 procent af tilfældene er det en mand, der vælger vin, og er der valgt en vinmenu, er det stort set altid manden, der stiller de eventuelle spørgsmål«, tilføjer hun.
Noget tyder på, at den i overvejende grad mandsbestemte dagsorden, der historisk er sat på vinområdet, i en vis udstrækning skræmmer kvinderne væk, og at de til gengæld slutter stærkt op, når fokus flyttes til den mere intuitive, sansebaserede og forudsætningsløse tilgang til vin.
Her ligger der måske et stort marked og venter. Malene Smidt Hertz mener i al fald, at man også skal se de efterhånden mange kvindevinklubber i det lys:
»Der er ingen tvivl om, at de dukker op, fordi der er nogen, der har set et stort markedspotentiale i dette og gerne vil sælge noget mere vin«.
Det handler vinens verden naturligvis også om. Men den handler også om nydelse. Og forholder det sig således, at kønnene er meget forskellige, når det kommer til fokus og interesse, handler det måske blot om forskellige veje til det samme mål. Som Thilde Maarbjerg udtrykker det:
»Omvendt tror jeg ikke, at det forskelligrettede fokus har nogen som helst indflydelse på, i hvor høj grad vin nydes kønnene imellem«.
Spændende vin-event på Zeleste i Nyhavn
Danske vinmagere i nordisk selskab
Der er vinene, der er lavet i Danmark og dem, som er lavet af danskere i udlandet. Tirsdag den 16. april står vinekspert Malene Smidt Hertz i spidsen for en aften, hvor der er mulighed for at smage en perlerække af spændende vine lavet af talentfulde danske vinmagere i Danmark og i udlandet. Til vinene vil der blive serveret syv små retter med forårets bedste, nordiske råvarer, heriblandt løjrom, morkler, asparges og rabarber.
I løbet af aftenen vil Malene Smidt Hertz fortælle om historien bag vinene, for eksempel Flor de Pingus fra Peter Sisseck i 2009-årgangen, fætteren Hans-Vinding Diers’ Brunello di Montalcino fra Tenuta di Argiano og en dansk mousserende vin fra vingården Skærsøgaard.
Pris for arrangementet (inkl. de syv vine og de syv små retter): kr. 599,-
Dato og tidspunkt: Tirsdag den 16. april kl. 19.00
Sted: Zeleste, Store Strandstræde 6, 1255 København K
Reservation: Zeleste, telefon 33 16 06 06 eller e-mail reservation@zeleste.dk
Menu og vine
DON’s Cuvée Brut 2011, Skærsøgaard
Knækbrød & røget ostecreme
Lun pandekage med løjrom: Pandekagen rulles med en creme af løjrom & syrnet fløde, og pyntes med radiser & urter (dild & purløg).
Altesse 2011, Château du Caix, Cahors, Prince du Danemark
Kongekrabbe & muslinger: Spinatpuré – muslingesauce – vagtelæg – kartoffelchips
Cortes de Cima Syrah 2010, Alentejo, Portugal
Sprængt & let stegt rype: Jordskokker – æbler – spæk & puré af gulerod. Hertil enebærgranulat.
Le Flor de Pingus 2009, Ribera del Duero, Spanien
L’Orciaia 2007, Brunello di Montalcino, Tenuta Argiano, Toscana, Italien
Dansk lammekrone: Morkler – asparges – perlebyg – skovsyre
Frederiksdal Kirsebærvin Rancio
3 slags ost: Knuthenlunds gedeost – Vesterhavsost – Blue Viking – Kvædechutney
Frederiksdal Kirsebærvin Nielstrupmark 2010
3 slags rabarber: Rabarberis – marineret rabarber – rabarber tilberedt under tryk
Om Malene Smidt Hertz
Malene Smidt Hertz (f. 1966) er en af Danmarks få vinkypere, uddannet 1985-88 på Vingaarden i Odense med flere studieophold i udlandet undervejs. Hun har et bredt kendskab til såvel den europæiske som den oversøiske vinverden, og det er da også bredden og mangfoldigheden i vinens verden, der optager Malene Smidt Hertz. Erfaringen er opbygget via praktisk deltagelse i kælderarbejde, rejser, indkøb og salg af vin, samt som mangeårigt medlem af forskellige smagejuryer, som dommer og som formidler af vin. Sidstnævnte er blandt andet som TV2 Go’ Morgen Danmarks faste vinekspert, som foredragsholder i Rundt om Vin, og som fast skribent i magasinet Mad & Bolig.
Om Zeleste:
Zeleste er en lille oase i storbyen og et alternativ til Nyhavns livlige stemning. Midt på dagen serverer Zeleste brunch og enkelte frokostretter tilpasset sæsonens udbud af friske råvarer. Til aften byder menukortet på retter inspireret af det nordiske og franske køkken, med et særligt fokus på fisk, vildt og skalddyr.
Stueetagen i Zeleste bugter sig om en smuk, brostensbelagt gårdhave med servering rundt om en stor, åben pejs. Inden døre er der mange hyggelige kroge og maritime detaljer, som bidrager til restaurantens romantiske og intime stemning.
Smuk Vin, den 12.-13. april i Politikens Hus
De har alle gjort indtryk – dybt indtryk. Nogle har jeg fulgt længe, andre har jeg nyligt stiftet bekendtskab med, men ét har de til fælles. Deres vine rør mig, gør mig nysgerrig, får mig til at vende tilbage, pirrer mine smagsløg og inviterer mig på oplevelse igen og igen.
Han ejer det første Crû Classé-slot, der lagde om til biodynamik i Bordeaux. Nu har ejeren af 5. Crû slottet Château Pontet Canet, Alfred Tesseron, meldt ud, at træfade er på retur til fordel for amforaer og dermed blevet en trussel for 1855-klassifikationens selvopfattelse.
Hun så sin ældste vinmark brænde op for øjnene af et hold danske journalister. Alligevel gennemførte hun rundvisningen og invitererede til smagning i privaten, mens brandbilerne hylede gennem de smalle gader. Majorie Gallet er en af Sydfrankrigs mest lovende stjerner.
Han laver vin i en ørken. Alligevel er den blandt Sydamerikas bedste Pinot Noir vine. Hans Vinding-Diers er dansk, men har boet hele livet i en vinmark. Såvel hans far som hans fætter er verdenskendte vinnavne, men selv var han ukendt, indtil kærligheden bragte ham til Argentina.
Jeg sidder på en vinbar i København. Alle omkring mig diskuterer ivrigt vinbondens nyeste tiltag – Lieux Dits champagner. Var de bedre eller dårligere end ved smagningen i fjor? Jeg aner ikke, hvad de taler om, var ikke med i fjor. Jeg er dukket op, fordi boblerne to måneder forinden har taget bo i mine smagsløg. Nu er jeg nysgerrig og vil bare smage mere. Jeg skeler til sidemanden. Det første ord, han skriver på sin blok, er smuk. Jeg er enig; Jacques Selosse laver smuk vin, måske Champagne distriktets smukkeste.
Fredag den 12. april og lørdag den 13. april præsenterer Politiken Plus et træf for håndlavet vin. På SMUK VIN kan du møde importører og producenter af vine, der er fremstillet af nogle af de største vintalenter i verden.
SMUK VIN er skabt af mennesker med en livsfilosofi, der respekterer biodiversitet, historien og det gode håndværk i vinproduktionen. SMUK VIN har personlighed og udtrykker sit inderste væsen i glasset. Der er vin, man drikker, mens man taler. SMUK VIN taler man om, mens man nyder den!
SMUK VIN bliver afholdt for første gang i Danmark og vil præsentere flere end 200 vine, der alle har det til fælles, at det er håndlavet vin. Du kan få dig en ærlig snak med importører og producenter, og du kan følge eksperters, sommeliers, specialisters, filosoffers og vinguruers foredrag. Vil du tilføje en ekstra dimension til vinarrangementet, så kan du tilmelde dig Masterclasses med nogle af branchens førende personligheder, som eksempelvis Isabelle Legeron MW, Pontus Elofsson og Marie Von Ahm.
Jeg afholder selv en masterclass om lørdagen kl. 18.00, hvor du kan smage 5 forskellige, spændende vine.
Du kan købe billet på politiken.dk, hvor du også kan læse mere, samt se flere videoer.
Vel mødt!
L’Esprit du Vin, Bichel vine, KK Wine Down under, Niche vin
Rosforth & Rosforth, Adriat Vinimport, Atom Wine, Los grandes Pagos de España
Philipson Wine, Winewise, Spiegelau












